Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Opstart og overgange

Når I har fået en plads i specialbørnehaven, vil I blive inviteret på et formøde hvor vi sammen ser børnehaven, og vi taler om hvad der er vigtigt for jer og jeres barn. Vi har en masse spørgsmål vi stiller jer, så vi er godt klædt på til at tage imod barnet. Og I har sikkert også en masse I gerne vil vide. I præsenteres for jeres barns kommende primærpædagog, som vil stå for møder og skriftligt materiale om jeres barn. Alt personale på stuen vil komme til at kende jeres barn rigtig godt, og I kan give beskeder til alle, men det er primærpædagogen der samler trådene. Opstarten i specialbørnehaven aftales på opstartsmødet med forældrene. 

Opstartsmødet suppleres med et møde med jeres barns nuværende dagtilbud, hvor I også er meget velkomne. På dette møde taler vi om hvad der er arbejdet med, hvad der virker eller ikke virker, og i det hele taget hvilke erfaringer der er gjort.

Opstarten vil være meget individuel, da den vil tage udgangspunkt i det enkelte barns behov. En god indkøring kan eksempelvis være, at barnet er i børnehaven 1 time eller 2 sammen med en forældre den første dag eller to. Derefter kan barnet være alene i børnehaven for en stund, og længden på barnets børnehavedag kan skrues gradvist op. De fleste børn har fulde børnehavedage efter én uge.

Har dit barn behov for en længere indkøringsperiode, er dette helt ok og der aftales nærmere med stuen.

billede